-
Klokken 9.37 delte Trump et indlæg med en klar opfordring. Nu beskyldes præsidenten for markedsmanipulation
Source: BDK Finans / 10 Apr 2025 10:33:41 America/New_York
Præsident Donald Trump havde fuldstændig ret. Onsdag morgen amerikansk tid var det helt rigtige tidspunkt at købe aktier. Det havde han selv erklæret i et opslag på Truth Social, der det seneste døgn er blevet gransket af eksperter og analytikere. »DET HER ER ET FANTASTISK TIDSPUNKT AT KØBE!!!« skrev Trump onsdag morgen. Nu beskyldes Trump for markedsmanipulation ved at have opfordret til at købe aktier vel vidende, at han få timer senere ville annoncere en toldopbremsning, der sendte aktierne på himmelflugt. Som det amerikanske magasin Time konstaterer, var det en forudseende opfordring, præsidenten kom med. »Måske for forudseende.« »Han må hellere være forsigtig,« siger Richard Painter, der var chefjurist i etik i Det Hvide Hus under George W. Bush, til magasinet. Han bemærker, at amerikansk lov forbyder handler på baggrund af insiderinformation. Det er også ulovligt at hjælpe andre med at købe på baggrund af den type informationer. Og som den tidligere chefjurist konstaterer, er der mange, der kan have tjent på Trumps opfordring på Truth Social. Over for NBC News kalder han det derfor en »forfærdelig idé«, at Trump opfordrede til at købe aktier. »Vi har et scenario, der kan udsætte præsidenten for beskyldninger om, at han har deltaget i markedsmanipulation,« vurderer Painter. Kathleen Clark, der er professor med fokus på regeringsetik og korruption ved Washington University School of Law, siger til The New York Times, at Trumps handlinger »normalt ville udløse en undersøgelse fra Securities and Exchange Commission«. Securities and Exchange Commission svarer til et finanstilsyn eller børsmyndigheder. Professoren vurderer, at man i tilfælde af en undersøgelse ville lede efter beviser for, at Trump vidste, at han ville komme med en meddelelse, der ville flytte markedet – for dernæst at komme med en ledetråd til sine tilhængere. Klokken 9.37 Adspurgt om, hvornår han nåede frem til sin beslutning, gav Trump et forvirrende svar onsdag aften. »På et eller andet tidspunkt. Jeg vil sige i morges. I løbet af de seneste par dage har jeg tænkt over det,« sagde præsidenten. Han tilføjede: »Ret tidligt i morges.« Trump delte sit indlæg på Truth Social med opfordringen klokken 9.37 lokal tid onsdag. Klokken 13.18 annoncerede han toldopbremsningen, der fik aktierne til at stige. Da en talsmand for præsidenten senere blev bedt om at præcisere timingen, svarede han ikke direkte, men forsvarede Trumps indlæg som en del af hans job. »Det er USAs præsidents ansvar at berolige markederne og amerikanerne om deres økonomiske sikkerhed i lyset af mediernes uafbrudte panikmageri,« skrev talsperson Kush Desai til blandt andet The Washington Post. Det er værd at bemærke, at amerikanske præsidenter har immunitet. Højesteret afgjorde sidste år, at man som præsident har fuld immunitet, hvis det er officielle handlinger, man har foretaget som en del af embedet. Forbløffelse hos danske analytikere Trumps manøvre fik ellers analytikere, som TV 2 har talt med, til at tabe kæben. TV 2s egen erhvervsanalytiker siger, at man »roligt kan kalde det uetisk«. En anden havde næsten svært ved at finde ordene. »Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har aldrig oplevet noget, der er i nærheden af at minde om det her,« siger aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen og betoner, at han var »endt i kachotten«, hvis han havde lavet et lignende nummer. Lars Hytting, der er investeringsstrateg i Arthascope, luftede også en særlig tanke i Berlingske: »Har det hele tiden handlet om, at de rige venner skulle have lov til at købe på bunden og få de stigninger, vi ser nu? Jeg ved det ikke, men det er svært ikke at fatte mistanke.« Caspar Rose, der er lektor på CBS, siger til Politiken, at Trumps ageren under normale omstændigheder ville beskrives som »markedsspekulation«. »Hvis man rent faktisk gik ud og påvirkede aktiemarkedet kunstigt i forhold til specifikke selskaber, så ville det være strafbart,« vurderer han. En utilfreds opposition Donald Trumps ageren det seneste døgn har – naturligvis – også vakt harme hos hans politiske modstandere, der anklager ham for markedsmanipulation. »Insiderne vinder igen. Det her er markedsmanipulation for at hjælpe hans base med at tjene penge. Hvordan kan det være lovligt eller o.k.?« lyder kritikken fra det demokratiske medlem af Repræsentanternes Hus Mike Levin. Den demokratiske senator Adam Schiff ønsker også, at det bliver undersøgt, om Trump er skyld i insiderhandel, da den skiftende kurs resulterede i »farlige muligheder for insiderhandel«. Insiderhandel er en ulovlig praksis, der indebærer, at man bruger særlige eller private oplysninger til at give sig selv en fordel ved køb og salg af aktier. »Hvem i administrationen kendte til Trumps seneste toldflip-flop i forvejen? Var der nogen, der købte eller solgte aktier og tjente penge på offentlighedens bekostning,« spørger han i et opslag på X. Trump er også ifølge demokraterne i finansudvalget i Repræsentanternes Hus »bogstaveligt talt involveret i verdens største markedsmanipulation«. Der er indikationer på, at der kort inden Trumps toldopbremsning blev købt rigeligt med aktier. Ifølge den finansielle dataoperatør Unusual Whales tjente nogle handlende penge ved at købe købsoptioner i S&P 500- og Nasdaq-indekserne tidligt onsdag, skriver The Guardian. Trump-lejren afviser manipulation Anklagerne om markedsmanipulation eller -spekulation er blevet blank afvist af Trump-administrationen. »Det er ikke markedsmanipulation,« sagde den amerikanske handelsrepræsentant Jamieson Greer under en høring onsdag. »Vi forsøger at nulstille det globale handelssystem,« lød det. »Så hvis det ikke er markedsmanipulation, hvad er det så? Hvem nyder godt af det? Hvilken milliardær er lige blevet rigere?« lød modspørgsmålet fra demokraten Steven Horsford i ordudvekslingen under høringen. For at svare på demokratens spørgsmål: En af de mange personer, der tjente godt på kurstigningen i går, er Trump selv. Trump Media & Technology Group Corp., DJT, steg med 22 procent onsdag. Trumps andel på 53 procent i Trump Media, der ejes af en fond kontrolleret af Donald Trump Jr, steg med 415 millioner dollar. https://www.berlingske.dk/business/klokken-937-delte-trump-et-indlaeg-med-en-klar-opfordring-nu-beskyldes